Tre guider om åbne kontormiljøer

Tre målrettede guider giver bud på, hvordan man kan tackle problemer i eksisterende åbne kontormiljøer.

Hent dem her

God indretning giver bedre ergonomi

En god skærmarbejdsplads forudsætter, at de fysiske forhold omkring personen er i orden: Der skal være tilstrækkelig plads, godt lys og et godt indeklima og mulighed for variation. Og man skal også kunne arbejde uden belastende støj eller andre forstyrrelser.

Indretning af rummene

Der findes en række bestemmelser og vejledninger fra Arbejdstilsynet, som tilsammen sætter rammen for, hvordan arbejdspladsen skal indrettes, så man forebygger ergonomiske problemer. De vigtigste pointer er:

  • Der skal være plads nok til både det nødvendige inventar, og til at man kan udføre arbejdet på en forsvarlig måde. Der skal fx være plads nok til, at andre kan komme forbi skrivebordet uden at forstyrre, og plads til at skubbe stolen til side, når man vil stå op ved skrivebordet og plads nok på bordet til de papirer, redskaber og andre ting, man skal bruge i arbejdet.
  • Indretning og udstyr skal understøtte variation i arbejdet. Der skal være plads og udstyr til at skifte arbejdsstilling, og hvis fx en kontorarbejdsplads bruges af flere forskellige medarbejdere, skal der være mulighed for individuel tilpasning af bord, stol osv.
  • Indretningen skal imødekomme særlige behov fra fx personer med nedsat syn, personer som er særligt høje eller lave el.lign. Der skal være plads nok til fx en kørestol eller en særlig stol, og bordet skal måske kunne hæves eller sænkes mere end sædvanligt. Personer med særligt store eller små hænder har krav på særlige mus og andre pegeredskaber.
  • Det er altså ikke tilstrækkeligt, at mus, tastatur og skærm er i orden, og at bordet kan hæves og sænkes og at stolen kan indstilles efter den enkeltes behov. Det er vigtige krav - men det er ikke nok.

Lys, luft og støj

Det kan også give anledning til spændinger og smerter, hvis indeklimaet ikke er i orden. Det handler først og fremmest om, at der skal være et godt arbejdslys, at luftens kvalitet og temperatur er i orden, og at det ikke trækker - samt at der er et lavt støjniveau i lokalet.

  • Et godt arbejdslys indebærer bl.a., at der både er en god generel rumbelysning, og at der er lamper ved skrivebordet, som giver ekstra lys på tastatur, notesblok og papirer på bordet. Hvis man har nedsat syn, kan man have brug for ekstra kraftigt lys.
  • Luftkvaliteten påvirkes af en række faktorer som støv, luftfugtighed, temperatur, afgasning og ventilation. For hver af disse faktorer findes krav og grænseværdier, som skal overholdes. Temperaturen ved stillesiddende og stillestående arbejde skal helst være ca. 21­-22°C, mens den luften hverken må være for tør eller for fugtig. Bemærk, at det er meget forskelligt, hvilken temperatur folk foretrækker. I storrumskontorer er det ofte svært at indstille temperaturen individuelt.
  • Støj og forstyrrelser er erfaringsmæssigt det største arbejdsmiljø-problem i åbne kontorer og for personer, der fx arbejder i receptioner, på sygehusafdelinger eller i rum med betjening af borgere eller kunder. Der findes en lang række metoder, som kan være med til at reducere støjgener på arbejdspladsen. Læs mere i afsnittet om støj på Arbejdsmiljøweb.

  • Læs mere om regler og krav til indeklima her.
  • Læs mere om støj, lys og luft på Indeklimaportalen.

Husk arbejdsmiljøet, når I køber ind

Når I køber nyt inventar og udstyr til kontoret, har I mulighed for at vælge produkter, som styrker jeres arbejdsmiljø. Et klogt indkøb tager hensyn til arbejdsmiljøet på linje med fx pris og kvalitet. Vælger I rigtigt, kan det forbedre ergonomien og den daglige arbejdssituation og sikre bedre trivsel på arbejdspladsen.

Tænk bredere end klassisk ergonomi: Arbejdsmiljøet på kontoret påvirkes også af fx støj og akustik, luftkvalitet, rengøring og særlige serviceydelser som flytning.

Ergonomi i sig selv løser ikke alle problemer

Alle de ovenstående forhold har betydning for, om der opstår gener og smerter omkring skærmarbejdspladsen. Men god ergonomi er ikke nok.

Det har en stor forebyggende effekt at have indflydelse på sin arbejdsplads og at man kan indrette sig, så det er bekvemt for én selv, siger overlæge Ole Steen Mortensen. (Video: vfa.dk):


Senest revideret den 12. april 2021