Del: - -

Fakta om krop, bevægelse og smerter i muskler og led

Kroppen er bygget til at blive brugt. Selv om ergonomien er i orden, er det stillesiddende arbejde foran skærmen i sig selv en belastning. Derfor er det ikke altid nok at tilpasse kontorarbejdet til mennesket. Vi skal også selv gøre en indsats for at holde kroppen stærk og sund for at forebygge smerter.

God ergonomi gør det ikke alene

De fleste arbejdspladser gør en stor indsats for at sikre god ergonomi ved skærmen. Alligevel døjer mange kontoransatte med smerter. Hvorfor?

Måske fordi god ergonomi ikke løser problemet alene. Det er også nødvendigt, at vi selv holder kroppen stærk og sund. Derfor hænger ergonomi og sundhedsfremme sammen, mener professor Karen Søgaard Professor Karen Søgaard fra Syddansk Universitet. Hør hende forklare hvorfor i denne korte film:

Video: vfa.dk.

Brug kroppen – blot få minutter gør en forskel

Kroppen er skabt til bevægelse, ikke til stillesiddende skærmarbejde. Vi ved det godt - men alligevel er de fleste af os alt for dårlige til at skabe bevægelse og variation i det daglige arbejde.

I denne korte film forklarer professor Lars L. Andersen fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø hvor let det kan være: Blot 3x5 min. træning om ugen kan gøre en markant forskel.

(Video: vfa.dk)

Brug de ømme muskler

Det er ikke farligt at bruge de muskler, som gør ondt. Tværtimod. Fysisk aktivitet og træning er den bedste kur mod smerter i nakke, skuldre og ryg. Her forklarer overlæge Ole Steen Nielsen, hvad du kan gøre hvis du har ondt i din nakke eller ryg:

(Video: vfa.dk)

Hold øje med symptomerne

Du bør holde øje med de kendte symptomer, når du arbejder meget ved skærmen - uanset om det er en stationær computer, en bærbar eller mobile enheder.

Her er de mest almindelige symptomer på, at noget er galt:

      • Ømhed, spændinger og myoser i armen, skuldrene og nakken - måske kombineret med hovedpine og rygsmerter.
      • Smerter i ydersiden af albuen og i håndleddene.
      • Prikken, snurren og følelsesløshed i fingre og hænder.
      • 'Tunge arme' og en diffus følelse af træthed i underarmen og hånden.
      • Kolde og ømme hænder og led.

Smerter er individuelle

Husk, at smerter er en individuel oplevelse, som påvirkes af flere faktorer i livet. Det er ikke kun kroppens fysik, der afgør, hvor ondt det gør i ryggen. Vores psyke og vores sociale relationer har også stor betydning.

Når man er glad for kollegerne og sit arbejde, kan man glemme smerter, mens en periode med problemer hjemme eller på arbejde kan forværre oplevelsen af smerter. Læs mere om sammenhængen mellem det fysiske, det sociale og det psykologiske.


Senest revideret den 11. februar 2022