Stærkere sammen - Brikker til et velfungerende arbejdsfællesskab
Hent Stærkere sammen

Sæt ergonomi på dagsordenen

Både ledelse og medarbejdere skal have et fælles fokus, hvis I skal skabe en god kultur omkring forebyggelse. Både i forhold til de fysiske, psykiske og sociale faktorer, som kan udløse smerter og sygefravær. Læs her, hvordan I kan sætte ergonomi og forebyggelse på dagsordenen.

Situationer, der kræver opmærksomhed

Det kan være særligt relevant, at ledelse og arbejdsmiljøgruppe styrker opmærksomheden på muskel- og skeletbesvær ved skærmarbejdet, hvis I:

  • Er i forandringsprocesser med fx ny organisering, ændrede arbejdsopgaver eller nye fysiske rammer.
  • Registrerer mulige problemer i fx APV, trivselsmålinger eller i sygefraværsstatistikken.
  • Oplever utilfredshed eller frustrationer blandt medarbejdere og kolleger.

Teknik og arbejdsrutiner

Første skridt i forebyggelse af gener ved skærmarbejdet er selvfølgelig, at de fysiske og tekniske forudsætninger for et godt arbejdsmiljø er til stede. Læs mere i afsnittene om Skærmarbejdspladsen og God indretning.

Dernæst er opgaven at understøtte gode arbejdsrutiner og en generel forebyggelseskultur, hvor alle tager arbejdsmiljøet alvorligt. Det kræver en indsats fra både ledelse og arbejdsmiljøgruppe.

Værktøj: "Tag snakken - bryd vanerne"

Når I skal udvikle forebyggelseskulturen på arbejdspladsen, kan I tage afsæt i værktøjet "Tag snakken - bryd vanerne". Værktøjet er udarbejdet til social- og sundhedssektoren, hvor man har en lang tradition for at arbejde med ergonomi - bl.a. fordi de fysiske belastninger mange steder er meget store.

De anbefalede metoder og tilgange kan sagtens oversættes til kontorarbejdet både i offentlige og private virksomheder.

Tagsnakken

 

Værktøjet indeholder 'drejebøger' til korte og længere personalemøder med tilhørende øvelser og værktøjer, samt en vejledning til ledelse og arbejdsmiljøgruppe med teori og procesbeskrivelse.

Målet er at fremme en velfungerende forebyggelseskultur på arbejdspladsen. Altså jeres vaner, værdier, rutiner og måderne, I udfører jeres arbejde på. Værktøjet tager afsæt i fire elementer i forebyggelsen:

 

 

 

 

  • Kerneopgaven styrer jeres arbejdsrutiner og vaner. Det er også omkring kerneopgaven, at indflydelse, tilrettelæggelse af opgaver, arbejdsgange, arbejdsbevægelser og belastninger ligger.

  • Arbejdsfællesskabet er hvor I henter støtte og hjælp fra kolleger. Hvor samarbejde, tryghed, kommunikation, fælles sprog og normer, værdier, holdning til sygdom og smerter, ligger.

  • De bærende strukturer er de systemer, arbejdsgange, mødeformer, hjælpemidler og den teknologi, der understøtter og hjælper jeres arbejdsfællesskab til at kunne løse kerneopgaven.

  • Det strategiske blik handler om, hvordan I som arbejdsplads helt grundlæggende prioriterer forebyggelse i løsningen af kerneopgaven. Tillægger I forebyggelse værdi på arbejdspladsen? Det strategiske blik er den enkeltfaktor med størst indflydelse på forebyggelseskulturen.

  • Hent værktøjet "Tag snakken - bryd vanerne.

Både fysiske, psykiske og sociale faktorer

De gener og smerter, som kan opstå i nakke, skuldre og led som følge af arbejdet ved skærmen, er en del af det arbejdsmiljøfaglige begreb muskel- og skeletbesvær, MSB.

Nogle af de kendte, arbejdsrelaterede årsager til udvikling af MSB er:

  • Tidligere tilfælde af lænderygbesvær.
  • Hårde fysiske krav – fx langvarigt arbejde ved skærmen uden mulighed for pauser.
  • Manglende mulighed for at kunne tilpasse arbejdsopgaverne.
  • Det rigtige udstyr er ikke til stede - eller det bliver ikke brugt.
  • Manglende variation i arbejdet.
  • Lav jobtilfredshed.
  • Manglende social støtte fra ledelse og kolleger.
  • Lave forventninger til eget helbred.

Der er således en sammenhæng mellem MSB og faktorer i det psykiske arbejdsmiljø. Derfor bør jeres indsats omkring fysiske gener ved skærmen være flerstrenget og omfatte psykiske og sociale faktorer sammen med den traditionelle ergonomi.


Senest revideret den 12. juni 2020