Del: - -

Anbefaling 4: Skab mulighed for afveksling og fleksibilitet i hverdagen

Den digitale udvikling har på den ene side betydet, at man i rigtig mange jobfunktioner løser en stigende del af opgaverne ved skærmen.

På den anden side giver teknologien nye muligheder for variation og fleksibilitet, fordi man kan 'tage arbejdet med sig' og bevæge sig rundt i det åbne kontorlandskab og benytte møderum eller stillerum væk fra det faste skrivebord.

Det forudsætter, at teknologien er indrettet til fleksibilitet - fx ved enkle log-in processer og smarte printere, som ved, hvor du befinder dig. Men det kræver også en fælles kultur, hvor man udnytter mulighederne for fleksibilitet og varieation, og samtidig er opmærksom på, hvordan man fx undgår at forstyrre kolleger, når man bevæger sig rundt.

Eksempel: Nye arbejdsformer hos Danske Bank

Danske Bank har samlet alle koncernens afdelinger i Odense i et nyt regionshovedkvarter midt i centrum. Målet har været at skabe et åbent og indbydende hus, som samtidig understøtter nye arbejdsformer og en større fleksibilitet i arbejdsdagen, forklarer områdedirektør Steen Møller Hansen

"Vi ønsker at fremme en arbejdskultur, hvor man ikke sidder ved sit skrivebord hele dagen, men trækker ud i nicher, sofagrupper, møderum og stillerum for at tale med kunder og kolleger, have skype-møder eller for at fordybe sig i en opgave", forklarer han.

"Det giver helt klart vores kunder en bedre oplevelse, men det kræver nok også en kulturændring og en anden måde at arbejde på. Det tager tid at vænne sig til husets muligheder", fortsætter han.

Læs mere om Danske Banks hovedsæde i Odense

Eksempel: Fleksible arbejdssteder på Københavns Professionshøjskole

Både undervisere, forskere og mange administrative ansatte på skolen bevæger sig flittigt rundt i det store hus på Campus Carlsberg eller i andre afdelinger på skolens øvrige adresser. Hér har de adgang til et stort antal fleksible skærmarbejdspladser.

"Flexpladserne er principielt delt op i tre typer: Steder, hvor man kan snakke og diskutere med fx kolleger, steder hvor man kan snakke dæmpet sammen, og stillepladser til fordybelse", forklarer arbejdsmiljørepræsentant Pia Ryborg.

Alle undervisere og forskere er tilknyttet en bestemt uddannelse, som hver har deres base camp - lærer, pædagog, tegnsprogstolk, tekstilformilder mv. Men alle kan bevæge sig rundt i huset og benytte de flexpladser, som passer bedst til det konkrete behov eller den enkeltes ønsker.

Læs mere om Københavns Professionshøjskole

Tema: Ergonomi ved de nye skærmarbejdspladser

Denne artikel er del af et tema om de ergonomiske følger af de nye it-systemer, tablets og fleksible arbejdsdage, som er en del af en moderne kontorarbejdsplads. Temaet består af fem anbefalinger:

  1. Tænk ergonomi, teknologi og organisering i sammenhæng
  2. Brug teknologiens muligheder til at organisere arbejdet bedre
  3. Væg udstyr og software, der passer til opgaverne
  4. Skab mulighed for afveksling og fleksibilitet i hverdagen
  5. Hav fokus på at påvirke kulturen

Senest revideret den 22. marts 2023