Del: - -

Pas på øjnene ved skærmen

Langvarigt arbejde ved skærmen kan belaste øjnene på flere måder. Læs her, hvordan du kan forebygge tørre øjne og spændinger, og hvordan indeklima, udstyr og skærmbriller kan påvirke dine øje ved skærmarbejdet.

Øjenmuskulatur, lysforhold og skærmbriller

Langvarigt arbejde ved skærmen kan give gener i form af tørre og sviende øjne, muskelspændinger og hovedpine. Problemer med ellers raske øjne skyldes primært tre ting: 

  • Tårefilmen udtørres eller er generet af noget: Det kan fx handle om luftfugtighed og afgasning fra inventar og byggematerialer.
  • Øjenmuskulaturen er blevet stiv og har svært ved at ændre fokus: Øjenmuskulaturen ændrer sig med alderen. Løsningen kan være at opjustere bogstavstørrelsen og afstanden til skærmen. Nogle kan have glæde af at motionere øjnene – prøv for eksempel at snurre rundt på kontorstolen nogle gange. 
  • Lysforholdene er dårlige: Der skal være ensartet og tilstrækkeligt lys omkring skærmen. Undgå reflekser i skærmen og blænding fra fx vinduer eller lamper.

Godt indeklima reducerer problemer

Et tørt og varmt indeklima er ikke godt for øjnene. På nogle arbejdspladser oplever 20-40 pct. af medarbejderne problemer med øjnene. I et optimalt indeklima er kun 5 pct. generet. Her er altså noget at hente, hvis mange klager over øjnene på arbejdspladsen.

Ifølge professor Peder Wolkoff fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) er et optimalt indeklima set fra tårefilmens synspunkt:

  • En luftfugtighed på omkring 40-60 pct.
  • Ikke for varmt, helst under 23 grader.
  • Ingen træk.
  • Uden slimhindeirriterende afgasning fra inventar og byggematerialer.
  • Uden påvirkning af partikler fra trafik og anden forurenet luft.

Læs mere om indeklima på www.indeklimaportalen.dk

Sid rigtigt ved skærmen

Jo mere øjet er åbent, jo mere tørrer tårefilmen ud. Derfor er det bedst, at øjet læser med en vinkel på 10-30 grader nedad. 

Det betyder, at skærmen skal placeres lidt lavere end øjenhøjde. Samtidig skal man huske at holde nakken ret, så det er øjnene, der retter blikket ned og ikke hovedets stilling, der ændrer sig.

Bruger man briller med flerstyrkeglas skal skærmen endnu længere ned, så man ikke skal lægge hovedet bagover for at se gennem læsefeltet.

Vi glemmer at blinke, når vi arbejder ved skærm. Gode arbejdsvaner for øjnene er derfor at blinke hyppigt. Dertil kommer små pauser, hvor man fokuserer på noget andet end skærmen. Gerne langt væk. 

Personlige forhold, der påvirker øjnene

Hvis arbejdsforholdene er i orden, og øjnene stadig svider, kan du overveje andre mulige forklaringer. Forskerne har fundet frem til følgende gode råd: 

  • Vær forsigtig med brug af make-up.
  • Tilskud af omega 3 fedtsyrer kan være gavnligt for tårefilmen.
  • Hold øjenlågene rene.
  • Opvarmning og massage af øjenlåget er gavnligt (med rene fingre).
  • Brug evt. tårevæsker – uden konserveringsmidler.

Skærmbriller - arbejdsgiveren betaler

Skærmarbejde stiller særlige krav til øjnene og til synsfeltet. Derfor er dine almindelige briller ikke altid gode til arbejdet ved skærmen - især ikke hvis du bruger flerstyrke-briller med glidende overgang.

  • Alle har ret til en synsprøve betalt af arbejdsgiveren, og arbejdsgiveren skal betale for særlige briller eller kontaktlinser til brug ved skærmarbejdet, hvis undersøgelsen viser, at det er nødvendigt.

Læs mere


Senest revideret den 28. maj 2021