Overblik over tema: Digitalisering og ergonomi

Digitalisering er kommet for at blive. De fleste kontorarbejdspladser oplever digitalisering i større eller mindre grad. Digitaliseringen bliver ikke altid tænkt ind som en forandring i arbejdsmiljøet, selvom det ofte påvirker både arbejdets organisering og ergonomien i opgaverne.

Temaet digitalisering og ergonomi folder derfor emnet ud og tager læseren med igennem de forskellige aspekter, som er vigtige i et digitaliseringsprojekt. De seks artikler udgør enkeltvis en brik i det store puslespil: at have et godt afsæt, når I skal digitalisere og samtidig ønsker at have fokus på og skabe de bedste ergonomiske forudsætninger og løsninger.

I temaet får I blandt andet viden om:

  • hvordan digitaliseringen kan påvirke ergonomien positivt og negativt.
  • hvilke opmærksomhedspunkter I bør have, når I starter en digitaliseringsproces.
  • hvad der skal til for at skabe en god kultur på arbejdspladsen, hvor idéer, feedback og kritik kan føre til gode muligheder indenfor digitalisering og ergonomi.
  • hvordan man som leder, medarbejder og arbejdsmiljøorganisation kan bidrage med vigtige input og understøtte processer, der kan påvirke de ergonomiske forhold i en digitaliseringsproces.

Kort resume af pointer du finder i artiklerne:

  • Der er en risiko for at overse potentielle ergonomiske belastninger og risikofaktorer, når I digitaliserer. Derfor bør I have en skærpet opmærksomhed på ergonomien i alle digitaliseringsprojekter.
  • Jeres medarbejderne er nøglepersoner. Ved at inddrage deres viden, idéer og input til ændringer – både i forhold til kerneopgaven og de ergonomiske forhold – er der større chance for succes hele vejen rundt om jeres digitaliseringsproces.
  • I skal tænke hele vejen rundt, når I diskuterer hjemmearbejde og ergonomi. Det handler ikke kun om indstilling af bord, stol, mus og tastatur, men i lige så høj grad om bevægelse, variation af arbejdsstillinger samt følelsen af fællesskab og indflydelse på eget arbejde.
  • I bør tænke de ergonomiske forhold ind så snart jeres digitaliseringsproces sættes i værk. Dermed undgår I at udvikle noget, som senere skal ændres.
  • En tillidsfuld kultur er fundamentet for god udvikling. Derfor skal I skabe tillid og tryghed – det skaber grobund for åbenhed i forhold til ideer, ændringsforslag og fejl.
  • Det er vigtigt, at ledelsen er opmærksomme på deres rolle i forhold til at have fokus på ergonomiske ændringer ved digitaliseringsprocesser.
  • Der er fem vigtige kendetegn, som ledere skal være opmærksomme på. Er du som leder bevidst om de fem kendetegn, vil det være lettere at lykkes med ledelse af digital innovation. 

De seks artikler:

  1. Digitalisering – aflastning eller nye problematikker?

Digitalisering skaber gode og positive forandringer på kontorarbejdspladsen. Men det kan have negative konsekvenser for arbejdsmiljøet, hvis man ikke har fokus på eventuelle ændringer i de ergonomiske forhold. Digitalisering kan afskaffe – men også skabe nye – ergonomiske problemstillinger. En arbejdsmiljøkonsulent giver jer indsigt i ergonomiske fokuspunkter og hjælpespørgsmål til jeres egne digitaliseringsprocesser.

  1. Medarbejderinddragelse er nødvendig

Det kræver medarbejderinddragelse at skabe god ergonomi og et godt arbejdsmiljø, når der indføres nye digitale løsninger. En leder på en uddannelsesinstitution sætter fokus på, hvor vigtig medarbejderinddragelsen er, og hvor vigtigt det er, at ledelsen spiller en rolle. Det handler om at finde de rigtige løsninger, hvor medarbejdernes ergonomiske forhold samtidig er optimale.

  1. Ude godt men hjemme bedst. Eller…?

Mange kontorarbejdspladser er rykket hjem i stuen under Covi-19 epidemien. Fuld tid i perioder med hjemsendelser, men også generelt som en større del af arbejdslivet. Så hvordan ser ergonomien ud, når arbejdsopgaver ved computeren og virtuelle møder er dagligdag? En arbejdsmiljøkonsulent ridser de gængse udfordringer op og giver gode om håndteringen.

  1. Medarbejderviden er nøglen til succes

En kontoransat TR bygger softwarerobotter sammen med sine administrative kollegaer. Den vigtigste byggeklods er deres medarbejderviden om opgaverne. Der bliver sat fokus på medarbejdernes vigtige viden om deres opgaver og de ergonomiske forhold.

  1. Giv plads til refleksion og nysgerrighed

Digitalisering og ny teknologi vokser på kontorarbejdspladserne. Det giver både succeser og udfordringer i forhold til ergonomien. Så hvordan sikrer arbejdspladsen, at medarbejdere tør byde ind med idéer, uhensigtsmæssigheder eller forbedringsforslag? En organisationskonsulent på en regional arbejdsplads sætter fokus på, hvilken kultur der bør være til stede, hvis medarbejdere og ledere skal turde komme med idéer, forbedringsforslag og kritik i forhold til ergonomiske forhold.

  1. Ledelsens egenskaber har betydning

Der er fem vigtige kendetegn, når man som leder skal lykkes bedst muligt med digital innovation. Og de er også med til at sikre gode ergonomiske forhold. Hør arbejdsmiljøkonsulentens gode råd, kend de fem kendetegn og hør, hvordan Brian Lindekilde Hansen, chef for en vagtcentral, altid lytter til medarbejdernes idéer. Artiklen sætter fokus på de ledelsesmæssige kendetegn, der kan få digitalisering og ergonomi til at gå hånd i hånd


Senest revideret den 26. april 2021