Udfordring: Prøv planken

Hver måned giver Arbejdsmiljøkalenderen en udfordring til at få bevægelse ind i jeres arbejdsdag. I denne måned handler det om at styrke de store muskler i ryg og mave med planken.

Inspiration på video

Planken træner de store, tværgående mave- og rygmuskler, men også ben, arme og skuldre. Få inspiration til at lave planken i hverdagen. (1:15min).

Hvorfor prøve planken?

  • Det er en simpel øvelse, der er sjov at lave i fællesskab.
  • Planken træner de indre tværgående mave- og rygmuskler, men også ben, arme og skuldre.

Sådan gør I:

  • Invitér hinanden til at udføre planken i fællesskab. Aftal at mødes i mindre grupper, fx fem minutter før I går til frokost.
  • Lav planken på knæene, hvis det bliver for hårdt at holde den på tæerne.
  • Lyt til din krop og hold pauser om nødvendigt.

Den korrekte plankestilling er:

  • Støt på underarme og tæer.
  • Ben holdes i hoftebredde.
  • Arme holdes i skulderbredde.
  • Spænd op i kroppen.
  • Hold kroppen på en lige linje, fra nakke til hæl.

Hent udfordringen her

Plakat FebruarIntroducér alle på kontoret for kalenderen gennem fx interne nyhedsbreve. Eller lav et kort intromøde foran kalenderen, hvor I fortæller om initiativet. Brug loggen under hver udfordring til at registrere øvelser og aktiviteter.

Læs mere og hent hele Arbejdsmiljøkalenderen her.

"Vi starter med planken hver morgen"

Ligesom skærmarbejdet er tandplejen fyldt med statiske arbejdsstillinger, og det koster i nakke, ryg og skuldre. Fysisk træning er en vigtig del af forebyggelsen hos Tandlægerne Grundtvigsvej.

"Vi starter med planken i 1 minut hver morgen. Forinden tager vi et lille morgenmøde, måske kun fem minutter, hvor vi sætter dagens hold og forbereder os til dagen i fællesskab. En god start på dagen er utrolig vigtig for, at vi kan holde en god stemning".

Det siger tandlæge Lene Djernæs, der er partner i Tandlægerne Grundtvigsvej i Aarhus - en klinik med fem tandlæger, otte klinikassistenter, fire tandplejere og tre administrative medarbejdere.

Svært at få de unge med

Arbejdsdagen begynder med 'planken' - hvor alle medarbejder opfordres til 60 sekunders rygtræning. Det foregår på gangen mellem klinikkerne, til stor moro for patienter, som er mødt tidligt til første tid.

"Det kan være svært at motivere de unge til at stå et minut i planken om morgenen. Det er lettere med os gamle. Vi ved, hvor vigtigt det er at passe på kroppen. Det går fint de første år - men efterhånden kommer smerterne og sliddet", fortsætter Lene Djernæs.

"Skuldrene ned..."

"Jeg tror, der er en stor opmærksomhed på dårlige arbejdsstillinger overalt i branchen. Men det er vigtigt, at man helt konkret ser hinanden", siger klinikassistent Mette Wentzer.

"Jeg har selv været 25 år i jobbet, og jeg kan godt mærke, at det har slidt på kroppen. Alligevel har jeg stadig brug for, at Lene siger 'Hov Mette, skuldrene ned!' og at vi i det hele taget er opmærksomme på hinanden".

"Vi har et godt teamsamarbejde på klinikken som betyder, at man kan få aflastning på dage, hvor det gør ondt. Så kan vi få pause fra patienterne og tage de administrative og praktiske opgaver. Og der er en klar opbakning fra ledelsen til, at vi tager så meget hensyn som muligt til hinanden", siger Mette Wentzer.