Sundt at afbryde stillesiddende adfærd
Tekst og foto: Lone Bolther Rubin.
Har du siddet ned længe? Så rejs dig op nu, hent et glas vand, rul lidt med skuldrene og vug med hofterne, mens du læser videre. På den måde er du med til at øge din egen sundhed og forebygge alvorlige livsstilssygdomme og smerter i muskler og led.
Det er velkendt, at folk med stillesiddende arbejde har stor gavn af at være fysisk aktiv i fritiden. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har netop påvist, at dem, der er mest aktive, lever 4,5 år længere end dem, der ikke er aktive i fritiden.
Sundt at bevæge sig lidt, men ofte
Det er dog værd at bemærke, at afgrænset motion ikke gør det alene. Der skal også ske afbrydelser af det langvarigt stillesiddende.
Det kan lektor Kristian Overgaard fra Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed fortælle om. Han er medforfatter til en rapport for Vidensråd for Forebyggelse om stillesiddende adfærd.
- Folk, der motionerer meget, har samme tendens til at sidde meget stille, som folk, der ikke motionerer. Hos begge parter kan vi se en klar positiv sundhedseffekt af at være mere aktiv med en lav intensitet i mange timer, fortæller lektor Kristian Overgaard fra Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed.
Bevægelse med lav intensitet kan for eksempel være det, man kalder NEAT (Non-Exercise-Activity-Thermogenesis). Det er en betegnelse for fysiske aktiviteter, som ikke er træning.
LINK: Læs om NEAT-aktiviteter i arbejdstiden
I følge Kristian Overgaard hæmmer stillesiddende adfærd stofskiftets evne til at omsætte sukker og fedt. Det hober sig op i kroppen og øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme og diabetes.
- Der er god evidens for, at langvarigt stillesiddende adfærd i fritiden, som at se tv, skader vores helbred – uanset om man dyrker motion eller ej, fortæller lektor Kristian Overgaard fra Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed.
Anbefaler aktive pauser i stillesiddende arbejde
Det betyder ikke, at vi behøver at bevæge os hele tiden. Selv kortvarige afbrydelser af den stillesiddende adfærd gør nytte.
- Vi har en undersøgelse, der viser, at kortvarige afbrydelser er med til at forbedre sukkertolerancen, og det forebygger sygdomme, forklarer Kristian Overgaard.
Selvom forskere primært har undersøgt effekten af bevægelse i fritiden, kan anbefalingerne godt henføres til arbejdstiden.
- Jeg vil godt anbefale, at man jævnligt afbryder det stillesiddende arbejde og bevæger sig nogle minutter, siger Kristian Overgaard.
Bevægelse smører leddene
Små bevægelser er også med til at forebygge smerter og lidelser i muskler og led.
- Når man bevæger sig, smører det leddene og pumper iltet blod gennem musklerne. Det holder ryg, nakke og skuldre ved lige, fortæller professor Lars L. Andersen fra det Nationale Center for Arbejdsmiljø (NFA). Han tilføjer:
- Men det er også vigtigt at lave bevægelser, der virkelig udfordrer musklerne – for eksempel at træne med elastikker. Det øger musklernes ydeevne, så de kan klare mere. Samtidig giver det musklerne et frisk pust med ilt og næringsstoffer,
Han har med sin forskning påvist, at få minutters elastikøvelser har en positiv virkning på smerter i muskler og led. Senest har han afsluttet et projekt, der undersøgte virkningen af at opfordre til at gå en tur på trappen via ugentlige e-mails.
- Det fik faktisk folk op af stolene, og vi kunne se en forbedret kondition og blodtryk efter ti uger. Samtidig er det en hyggelig måde at være sammen på, siger Lars L. Andersen.
Send stafetten videre
Fik du rørt dig lidt, mens du læste? Så send et link til medarbejdere og kolleger, du holder af. Det er måske lige det, der skal til, for at øge deres livskvalitet og alder på den lange bane.