Del: - -

Skab mere variation - hver især og i fællesskab

Variation i arbejdet er den bedste måde at forebygge smerter og gener. Du kan gøre meget selv, men det handler også om de overordnede rammer for arbejdet.

Det kan du selv gøre

  • Du kan selv skabe større variation i belastningen af musklerne ved jævnligt at ændre på skærmen, tastaturet og musen, og ved at ændre din egen arbejdsstilling - fx ved at justere stolen eller ændre skrivebordets højde.
  • Har du arbejdsopgaver, der ikke kræver skærm, så spred dem over dagen, så du kan holde naturlige skærmpauser. Du kan måske også flytte noget af arbejdet væk fra computeren, fx ved at printe en tekst ud og læse den et andet sted.
  • Du kan holde små pauser i arbejdet og benytte lejligheden til at strække ud og få gang i musklerne, når du fx går til printeren, henter kaffe, giver en besked til en kollega osv. Læs mere om mikropauser.

Sid godt, når du sidder...

Der findes ikke nogen "korrekt" arbejdsstilling, men det er ikke lige meget, hvordan du sidder. Klik dig igennem den interaktive grafik og læs tjeklisten fra DRs hjemmeside.

Træn musklerne – ikke mindst de ømme

Styrketræning hæver smertetærsklen i musklerne og giver mere velvære og en følelse af at kunne klare mere.

  • Du kan både forbygge og afhjælpe smerter ved at lave enkle øvelser nogle få gange om ugen. Blot 10 minutters træning 3 gange om ugen gør en markant forskel. Læs mere om Bevægelse i hverdagen.
  • Det behøver ikke være indviklet: Noget så simpelt som at strække ud når du kan, kan være med til at mindske risikoen for smerter.

Det kan I gøre sammen

Ledelsen og arbejdsmiljøorganisationen kan gøre meget for at forebygge smerter og nedslidning ved skærmarbejdet. I kan fx:

  • Fordel arbejdet: Ifølge Arbejdstilsynet bør ingen arbejde foran skærmen i mere end 1-2 timer ad gangen uden pause. Fordel arbejdsopgaverne, så alle har andre opgaver i løbet af dagen. Det kan være alt fra møder, borgerbetjening til kaffebrygning. Læs mere om organisering af arbejdet.
  • Påvirk kulturen: Skab en arbejdskultur, hvor det er accepteret at holde små pauser. Også for at fremme de uformelle bånd mellem medarbejderne. Inspirér til fysisk træning. Selv få minutters træning tre gange om ugen har en mærkbar effekt. Læs mere om bevægelse i hverdagen.
  • Tænk arbejdsmiljø, når I køber nyt: Når I køber nyt inventar og udstyr til arbejdspladsen, har I en mulighed for at vælge produkter, som styrker jeres arbejdsmiljø. Læs her, hvordan I får indflydelse på udbud og indkøb, og hvordan I kan sikre at medarbejdernes erfaringer og ønsker bliver tænkt med. Læs mere om kloge indkøb til kontoret.

Film: Derfor er ergonomien vigtig

Her forklarer professor Karen Søgaard, Syddansk Universitet, sammenhængen mellem ergonomi og sundhedsfremme i en kort film fra Videncenter for Arbejdsmiljø:

Video: vfa.dk.


Senest revideret den 22. marts 2023