Martin Spang Olsen om Rigshospitalets Udviklingsafdeling. 35 deltagere - typisk HR-medarbejdere, fysioterapeuter, sikkerhedskonsulenter og administrative medarbejdere.
Medarbejderne: har enorme arbejdsfunktioner for resten af hospitalets 7.500 ansatte. Det drejer sig om så forskellige områder som økonomi, arbejdsmiljø og undervisning. De er meget sjældent samlet og svære at give fælles beskeder. De er generelt stressede, men meget positive og nysgerrige.
De fysiske rammer: De fysiske rammer på Panuminstituttet, hvor afdelingen er placeret, er meget lidt optimale. Det er typisk cellekontorer og lange, smalle gange. Men enkelte kontorer har ændret fysisk udseende (bl.a. fjernet vægge) efter, at projektet er startet.
Den største udfordring: Stresset hverdag, manglende "fælleskultur", dårlige fysiske rammer og dårligt indeklima.
Desuden har afdelingen skiftet leder tre gange i løbet af projektperioden. Den stressede hverdag og de mange møder ud af huset gør uddannelsen af sundhedsambassadører til den største udfordring. Det har ikke været muligt at samle dem alle på noget tidspunkt, hvilket giver den langsigtede forankring af Krop & Kontors principper på stedet dårlige vilkår.
Fem medarbejdere har valgt ikke at deltage i Krop & Kontor-projektet - dog af forskellige, og delvist personlige, grunde.
Tid er den største forhindring
Ifølge læge Mark Krasnik, som er én af de fire holdkaptajner på Rigshospitalet, er den største udfordring for deltagerne at finde tid til at gennemføre de øvelser, Martin Spang Olsen har introduceret og som helst skal udføres mindst 5-6 gange i løbet af en dag.
”Vi forsøger at lave øvelserne, men det er svært. Vi synes jo alle sammen, at det er så utroligt vigtigt, det vi arbejder med. Så det er hårdt at prioritere tid til øvelser,” fortæller læge Mark Krasnik, som er en af de fire holdkaptajner på projekt Krop og Kontor.
Han fortæller, at han og kollegerne tit glemmer deres faste aftaler på gangen kl. 10, 12 og 14, hvor de skal mødes for at lave øvelser. Til gengæld har mange fået en større bevidsthed omkring fysisk aktivitet, mener Mark Krasnik.
”Så laver man måske selv nogle øvelser. Eller man tager trappen op til 5. sal. Nogen gange går jeg også en tur, selvom jeg ikke har en aftale et sted. Bare for at komme ud at gå lidt,” siger han og tilføjer: ”men vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi kan bruge tid på bevægelse, når vi nu ikke kan mødes så ofte, som det kræver.”
Fokus på møder og undervisning
En af løsningerne på det problem er, at få bevægelsen integreret i de mange møder og den megen undervisning, de 35 medarbejdere står for, mener fysioterapeut Ulrik Gudiksen.
”Det, vi har brug for, er at finde måder at få bevægelse ind i arbejdet, som giver mening. For mig giver det ikke mening at gå ud og lave nogle øvelser i fem minutter og så gå tilbage til min skærm. Så føler jeg, at jeg har spildt fem minutter. I stedet har jeg brug for at få bevægelse ind i møderne. Fx ved at man ikke sidder ned, at man laver en øvelse, hver gang man afslutter et punkt på dagsordenen eller walk and talk,” forklarer Ulrik Gudiksen.
Han mener, den fysiske aktivitet kunne blive stærkere og mere udbredt andre steder på Rigshospitalet, hvis den netop blev indarbejdet i mødekulturen og også i undervisningen.
Overskrid blufærdighedsgrænsen
At lave øvelser sammen med andre, til møder og midt i kaffestuen kan dog være en grænseoverskridende oplevelse, mener sekretær Terese Lylloff. Hun fortæller, at hendes hold i starten besluttede at lave øvelser midt i kaffestuen, mens den var fyldt med kursister.
”Vi sagde, at alle kunne være med, hvis de ville, og folk syntes egentligt det var ret sjovt,” fortæller hun. Alligevel går det trægt med de fælles øvelser.
”Problemet er, at der altid er nogen, som skal gå rundt og hente de andre. For vi sidder i celler på nogle lange gange og kan ikke bare råbe ”så går vi i gang”. Det er for meget spild af tid, hvis man skal rundt at hente sine kolleger hver gang,” mener hun.
Alligevel er hun optimistisk i forhold til at komme i gang igen. ”Det er jo meget sjovere at bevæge sig sammen med andre. Når man sidder så meget foran en skærm giver det utroligt meget at komme væk fra skærmen og lave noget sammen med andre. Bare i nogle minutter. Så får man ilt til hjernen og tænker meget klarere bagefter,” siger Terese Lylloff.
Martin Spang Olsen har netop afholdt et dialogmøde med deltagerne fra Rigshospitalet for at drøfte, hvordan projektet kan komme til at give mere mening og blive mere udbredt blandt de 35 kolleger.
Senest revideret den 3. februar 2010
